I midten af 1970’erne blev Frankrig og de andre europæiske lande kastet ud i en økonomisk krise, og holdningen til udenlandske arbejdere ændrede sig. De blev opfordret til at rejse hjem, familiesammenføringer blev bremset, og det blev sværere at komme ind i landet.
Samtidig begyndte nogle politiske partier – først og fremmest det højreorienterede, fremmedfjendske parti, Front National, at give indvandrerne skylden for, at franske arbejdere blev arbejdsløse, med det resultat at partiet vandt tilhængere blandt de dårligst stillede franskmænd. Fra da af gik indvandrere fra at blive betragtet som nyttige til at blive set som en belastning for det franske samfund, først og fremmest på den politiske højrefløj, hvor Front National er vokset støt.
(Le Pen)