Forside Produkter Hvem er vi Kontakt os

”Les Bienveillantes” / ”De velvillige” af Jonathan Littell Gallimard, 903 sider, €25 / Gyldendal, 908 sider, 399 kr.   Længe har jeg haft Goncourtvinderen fra 1996 – amerikanske Jonathan Littells ”Les Bienveillantes” – stående på reolen, klar til at blive læst. Da bogen er en moppedreng på små 900 tætskrevne sider, har jeg gang på gang udskudt læsningen og først for nyligt – efter at bogen er kommet som paperback og er blevet oversat til dansk – fandt jeg den tid, som det tager at læse bogen.   Da bogen udkom, skabte den en del furore i Frankrig. Bogens jeg-fortæller, Maximilian Aue, er nazist og vi følger ham fra massakrerne i Ukraine i starten af 40’erne frem til ”der Untergang” i Berlin, og dette har i sig selv været årsag til debat. Bogen er alligevel ikke det ”portræt af en bøddel”, som jeg havde forventet inden læsningen, for hovedpersonen får kun sjældent blod på hænderne – og når han gør, er det mere for egen vindings skyld end af ideologiske årsager. Mere skal ikke røbes her!   Hovedpersonen har en tendens til at befinde sig i historiens brændpunkter: Stalingrad, Auschwitz, Usedom, Berlin. Han er endda til stede, da Himmler proklamerer ”die Endlösung”. Dermed benytter Littell historien som kulisse for sin fortælling. Hvis man ikke har alle detaljerne fra historiebøgerne på plads, skal man dog ikke forvente, at disse bliver forklaret.   Bogen fik en forrygende succes i Frankrig efter udgivelsen, mens oversættelser til andre sprog ikke har klaret sig synderligt godt på bestseller-listerne. Måske skyldes det, at hovedpersonen, som i bogen er opvokset dels i Frankrig og dels i Tyskland, som romanfigur er meget fransk. For eksempel læser denne kultiverede nazist Flaubert og lytter til Rameau. Det drabelige afsnit, hvor Aue besøger sin familie i Antibes, appellerer sandsynligvis også mest til franske læsere.   Bogen er lang, og den tager tid om at komme i gang. Jeg blev først grebet efter 180 siders læsning, men derefter blev bogen kun bedre og bedre. Der er passager, som er mindre interessante – som diskussionen om, hvorvidt ”Bergjuden” er jøder eller ej – men disse passager er samtidigt vigtige, da de fremhæver det absurde i tankegangen. Bogens andet sidste afsnit, ”Air”, hvor Max over 50 sider tømmer vinkælderen på svogerens gods, så de dyre dråber ikke falder i bolsjevikkernes hænder, gjorde mig som læser bekymret for, at bogen ville have en åben slutning.   Dette er dog ikke tilfældet: naturligvis er der detaljer, som vi ikke får svaret på – men de mest fundamentale spørgsmål i bogen får vi svar på. Heldigvis, for efter 900 siders læsning er der ting, man vil have svar på. Bogen påvirker læseren, som kun de rigtig gode bøger kan, og den næste bog, man tager ned fra hylden, vil utvivlsomt forekomme fuldstændig banal. Da jeg lukkede bogen for sidste gang – efter mange timers læsning – var jeg en stor læseoplevelse rigere.   Mikael Arnbjerg